Stop hetzen!
Støt sexarbejderne i Danmark på deres egne præmisser
For medmenneskelig respekt - mod puritanisme, vold og diskrimination

www.ipetitions.com/petition/stop-hetzen

Der har på det seneste været en række eksempler på diskrimination og vold imod prostituerede og sexarbejdere i Danmark.

Ved siden af diskrimination oplever vi også en stigning i overfald på sexarbejdere. For kort tid siden blev en massagearbejder voldtaget af fire mænd på Vesterbro i København og flere massageklinikker har på det seneste været udsat for røverier. Det samme skete i december og det vil sikkert fortsætte hvis ikke samfundet sætter ind imod diskriminationen.

For nyligt chikanerede og truede en religiøs sekt ved navn Evangelist en prostitueret i Arnborg i Jylland. Politiet tillod denne chikane men heldigvis tog nogle ansvarlige borgere affære og fik hetzen stoppet.

En kvindeforening opfordrer til at anmelde 'horehuse' til politiet. Udtrykket 'horehuse' stammer fra en kristen puritanisme der gennem århundreder har fordømt og forfulgt prostituerede. De hævder at ville forhindre kvindehandel, men konsekvensen af kampagnen er, at vi der arbejder som lovlige sexarbejdere bliver overvåget og mistænkeliggjort.

Religiøse foreninger hævder at ville tage sig af os, men i virkeligheden fordømmer de al form for sexarbejde og kalder prostitution og pornografi for voldtægt. De ser ned på prostituerede som stakler og hjælper kun dem der siger at de fortryder deres liv. Andre bliver udsat for diskrimination hvis de ikke siger at de er blevet misbrugt og ødelagt af prostitution. Også en del såkaldte feminister diskriminerer os prostituerede ved at nægte at lytte til os. De taler ned til os og afviser vores krav om rettigheder og beskyttelse.

Desuden skader de vores forretning, vores liv og vores kunder ved sammen med de religiøse foreninger at sprede propaganda om at al prostitution er sexslaveri eller kvindehandel. Og de foreslår en kriminalisering af vores kunder der forværrer forholdene for både sexarbejdere og handlede kvinder. Allerede nu mærker vi hvordan politiet efter politisk pres chikanerer og laver razziaer på uskyldige og lovlige massageklinikker.

Desuden bliver vi forhindret i at oprette en forening for sexarbejdere som man har i mange andre lande og vi får ikke lov at blive medlem af en a-kasse, selvom vi er tvunget til at betale skat til samfundet. Vi er også bange for at den puritanske bølge på længere sigt vil gå ud over andre sexarbejdere, hvis det også lykkes at forbyde eller begrænse pornografi, striptease, erotiske magasiner m.m.

Religiøse foreninger misbruger situationen til at kræve en kriminalisering af vores kunder ved at påstå at det er kunderne der overfalder os.

Det er det ikke! Det er mennesker der har et sygt syn på prostituerede og udnytter at vi er stigmatiserede og at nogle af os er socialt udsatte. Det hænger også sammen med at kriminelle prøver at få kontrol med forskellige dele af branchen. Politiet giver os ikke den fornødne hjælp til at modarbejde at det sker og til at forebygge disse bestialske overfald.

Også i udlandet har vi på det seneste set nogle uhyggelige overgreb - drabene på fem sexarbejdere i Ipswich og massemord på sexarbejdere i Canada. Men vores såkaldte frelsere blandt feminister og religiøse gør intet for at beskytte os mod disse overgreb eller fordømme dem. Hvornår vil Danmark vågne op og hjælpe os?


Opråb fra prostituerede og sexarbejdere i Danmark:

Vi bliver talt ned til, ringeagtet, ignoreret og isoleret
Vi får at vide at vores liv er uværdigt, ulækkert, ufeminint
Vi får at vide at vi sælger vores sjæl og krop og at vi lever i synd
Vi bliver kaldt 'lykkelige ludere' eller 'hjernevaskede' hvis vi åbner munden

Vi har oplevet denne hetz siden tiderne morgen, siden 'Maria Magdalena'
Vi er blevet kaldt hekse og brændt på bålet, eller stenet til døde
Vi er blevet kaldt horekællinger, fandens døtre og moralens fjender
Vi er blevet kaldt ægteskabet og kærlighedens forrædere

Vi ønsker respekt, værdighed, tillid og støtte
Vi vil have vores egne repræsentanter, medier og foreninger
Vi vil ikke kaldes lykkelige ludere, uvidende piger, stakler eller ofre
Vi er mennesker og alle mennesker har en stemme og en drøm

Vi drømmer om et samfund uden diskrimination, overgreb og mord
Vi ønsker at blive fritaget for bedrevidende missionærer af enhver art
Vi vil beholde retten til at bestemme over vores egen krop
Vi er imod ethvert forsøg på at fratage os eller andre denne ret

Vi vil have lov at gå i seng med hvem vi vil, hvornår vi vil og hvor mange vi vil
Vi vil have lov at kræve betaling for sex så længe det er en frivillig udveksling
Vi ønsker at samfundet skal hjælpe os til at få trygge og ordentlige arbejdsforhold
Vi ønsker at samfundet skal give os de samme sociale rettigheder som andre borgere

Vi kræver at kvindelige migranter, udsat for tvang eller slaveri får opholdstilladelse
Vi kræver at samme kvinder får økonomisk hjælp til at komme ud af deres gæld
Vi kræver at kvinder og mænd der vantrives i branchen får hjælp til at forlade den
Vi kræver at alle stofbrugere i branchen får professionel hjælp og støtte

Vi opfordrer dig til at støtte os imod hetzen imod os prostituerede og krav om at kriminalisere vores kunder, og dermed ødelægge vores arbejde, vores liv, vores tryghed og vores værdighed, samt forværre forholdene for vores udenlandske medsøstre.

Vi ønsker ikke amerikanske eller svenske tilstande med religiøse eller moralske forbud, hårde straffe og sexforskrækkelse.

Vi ønsker at Danmark fortsat skal være et frisindet, tolerant og socialt bevidst land hvor vi hjælper de svage og samtidig respekterer hinandens valg.
21.03.07
Denne artikkelen har blitt sett 1889 ganger
<< tilbake