Av Nanna W. Gotfredsen
(Først publisert:Politiken 14. juni 2006)

For kort tid siden, var flere hundrede prostituerede og allierede socialarbejdere fra alle dele af verden samlet på en temadag i Vancouver. Samlet i kampen mod den kriminalisering som i sine forskellige former rammer de prostituerede så nådesløst.

Vi havde kun lige fået sat os. Så blev lyset slukket og ind i mørket trådte et stort pigekor. Hver af pigerne med et tændt stearinlys. Til minde om de 71 kvinder, som over en årrække er forsvundet fra området omkring den åbne stofscene i Vancouver, Down Town Eastside, sang de sangen Days Gone By. Hele rummet fyldtes og tilhørerne med. Hårene rejste sig på vores arme. Nogle græd. Stemningen bagefter var ubeskriveligt tung. Og meget forpligtende. Kun 26 af de forsvundne kvinder er fundet.* Eller resterne af deres fordærvede lig. De øvrige er fortsat savnede.

Alligevel var det også en glædens dag. Kvinderne glædede sig nemlig over, at de med succes er begyndt at organisere sig. At tale deres egen sag. De vil ikke længere affinde sig med at være helt utilstrækkeligt repræsenterede af andre i den debat, der i så høj grad angår dem. Og der blev jublet ved budskabet om, at de new zealandske prostituerede efter 15 års hård kamp nyligt endelig har nået et af deres mål: En total afkriminalisering af prostitutionskunderne. En af frontkæmperne i denne kamp, Karen Ritchie fra NZPC (New Zealand Prostitutes Collective), er endda netop blevet udnævnt som specialrådgiver for landets regering. Jublen ville næsten ingen ende tage, da hun definitivt og næsten hvæsende tog afstand fra, at hun selv og andre i ét væk i medierne blev fremstillet som ofre for ”mænds uhæmmede seksualitet”. Hun var bestemt heller ikke humorforladt, da hun gav udtryk for, at der er alt for store penge i denne sektor til at føle sig som offer. Men heller ikke blind for, at der ofte er store socioøkonomiske problemer bag prostitution: ”Løs dem! Men vov ikke at kriminalisere hverken os eller vores kunder. Det er livsfarligt for os!”. Og det blev fremhævet og understreget, at salg af sex for mange af kvinderne også betyder frihed. Giver magt over eget liv.

Dagen var dermed på en gang fuld af sorg over tab på kriminaliseringens konto og over den skæve fordeling af levevilkår, men også stor glæde over nu endelig at blive hørt og inddraget som ligeværdige parter.

Også på den baggrund er det trøstesløst, at den hjemlige og tilsyneladende uendeligt unuancerede debat bare fortsætter. Helt hen over hovedet på dem det handler om. En debat der hidtil er foregået i en fasttømret og hårdt optegnet politisk konfrontationsdiskurs. Den ene side moraliserer eller beskyldes for at gøre det. Den anden fremstilles som kynikere, som ikke ønsker at tage vare på denne udsatte gruppe. Kun ved enkelte lejligheder er tidligere prostituerede blevet inviteret med i debatten. Men desværre har de mest teet sig, som ’de frelste’, som ind i mellem er så kloge på andres vegne, at de kan undvære hovedet og reelt blot afslører, at de nu befinder sig lysår fra virkelighedens brutale vilkår og præmisser og derfor er helt uanvendelige som repræsentanter. Indtil i sidste uge, hvor en ’gadeprostitueret’ her i avisen endelig blev givet spalteplads.

Set fra en gadevinkel, hvor Gadejuristen takket være satspuljemidler, kan tilbyde socialt arbejde også blandt de prostituerede på gadeplan og ikke mindst bruger lejligheden til at lytte til dem det handler om, er der meget der kan og skal gøres. Gå endelig i gang med at overbyde hinanden, men start med at spørge kvinderne selv. De har masser af bud. Nogle har brug for heroinunderstøttet behandling, andre for lægeordineret benzodiazepin. De fleste har brug for kvalificerede sociale behandlingstilbud med realistiske mål. Et sted at bo eller i det mindste reelle lavtærskeltilbud, som ikke finder på at bortvise dem på grund af manglende ”forandringsvilje”. De har brug for et tilstrækkeligt økonomisk fundament. Det er nemlig ikke bare stoffer der trækker kvinderne i Gaden. Vi møder også kvinder, som fx er lykkes med at blive stoffrie, men sendes tilbage til gaden af et urimeligt lavt eksistensgrundlag, kontanthjælpsloftet og mistet boligsikring. Så lad os bare komme i gang med at løse deres problemer. Giv dem taletid, lyt til dem og forstå, at det i hvert fald IKKE er kriminalisering af kunderne der efterlyses.

* De 26 fundne kvinder mindes på www.missingpeople.net. De 71 kvinder i et galleri på www.missingpeople.net/vancouver_missing_women.htm.